Depression

Vi kan alle sammen føle os triste til mode, mangle energi og have svært ved at koncentrere os. Man kan opleve en følelse af håbløshed og ens selvværd og selvtillid er i disse perioder typisk lav.

Disse følelser er som udgangspunkt helt normale. Styrken og varigheden kan dog variere. Hvis dine depressive tanker og følelser ikke aftager automatisk efter en tid, men bliver ved med at gå ud over din dagligdag og reducere din livskvalitet, kan det være en god idé at søge hjælp hos en terapeut. I dag findes nemlig yderst effektive måder at behandle depressive tanker og følelser på.

Ny forskning viser, at det er måden vi forholder os til vores tanker og følelser som bestemmer om de er vedvarende eller forbigående. Ved at reducere den tid man bruger på de depressive tanker og følelser, vil disse aftage i styrke og til sidst falde ned til et normalt niveau. Når ens depressive tanker ikke længere fylder så meget, vil det give alle dine andre tanker af mere konstruktiv, handlingskraftig og positiv natur mere plads. Du vil derfor igen kunne opleve større livsglæde og få mere energi til at skabe dig den tilværelse du gerne vil have.

Den metode jeg primært bruger, er den metakognitive metode. Den er udviklet af professor Adrian Wells (Manchester Universitet). Metoden er yderst veldokumenteret og viser høj grad af effektivitet på kort tid. Kort fortalt, handler det om, at lære, at forholde sig mere distanceret til sine depressive følelser og tanker, og at reducere den tid man bruger på dem. Det er selvfølgelig noget som kræver lidt træning, men alle kan lære det og du vil kunne se tydelige resultater på kort tid.